Du er her: 

Prædiken om manna

For os i dag er det ikke de fysiske behov som trænger sig mest på. Vi sulter ikke efter og behøver ikke manna at spise. For os er det mere de åndelige og sjælelige behov, som kan få os til at klage til Gud.

Læs prædike-teksterne her

 

I dagens første læsning hørte vi et uddrag af det gamle testamentes Israels-historie. Israels folk havde været slaver i Ægypten, men ved Guds hjælp førte Moses folket ud af fangenskabet, over det røde hav og mod det forjættede, dvs. det lovede land: Kanaan eller som vi kalder det Israel og Palæstina.
Vi hører at begejstringen over frelsen fra Ægypterne ikke varer ved. Folket er utilfredse med de dårlige kår i ørkenen og giver ondt af sig. Og vi hører om modsætningen: Kødgryderne i Egypten overfor sulten i ørkenen.
Folkets vrede over de dårlige vilkår rettes mod Moses og hans medhjælper Aron, men er i virkeligheden er det vendt mod Gud: Har Gud ført dem ud i ørkenen for at de bare skal dø af sult?

En morgen så de jorden dækket af et hvidligt lag, der lignede rimfrost. Israels folk kaldte det manna. Manna betyder: “hvad–er–det”. For det var det spørgsmål, israelitterne stillede.
”Det lignede hvide korianderfrø, og det smagte som honningkage.” Folk blev meget glade og samlede så meget de kunne spise.

”Moses sagde til dem: »Ingen må levne noget til næste morgen.« Det havde han fået besked på af Gud.
Alligevel hører vi at: ”Der var nogle, der ikke adlød Moses, men levnede noget af det til næste morgen; da var det fuldt af maddiker, så det stank, og Moses blev vred på dem.”

Jeg forstår dem godt! Hvis man har været lige ved at sulte er det ikke mærkeligt at man får lyst til at gemme noget, selvom man ikke burde.
Næste morgen var der faldet ny manna fra himlen. Pointen var selvfølgelig at de hver dag skulle tage imod det de havde brug for og derved mærke Guds omsorg for dem. Og vi hører at ”Israelitterne spiste manna i fyrre år, indtil de kom til … Kana'an.”

Selvom folket var troløst og ikke stolede på Gud, så holdt Gud sine løfter og viste sin omsorg for dem gennem det daglige bespisningsunder.
Folkets bønner og klage lå Gud på sinde, selvom de på ingen måde havde gjort sig fortjent til at blive bønhørt.

For os i dag er det ikke de fysiske behov som trænger sig mest på. Vi sulter ikke efter og behøver ikke manna at spise. For os er det mere de åndelige og sjælelige behov, som kan få os til at klage til Gud.
Jesus sagde det sådan i dagens evangelium: ”Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv”. Det er i vores sjæls indre, at vi kan mærke sulten. Vi længes efter kærlighed eller opmærksomhed, indhold og mening i hverdagens gøremål, et fællesskab at høre til i, tryghed og lykke.

Nogle gange forsøger vi at stille sulten med fast food: det kan være underholdning eller at vi retter vores opmærksomhed mod de materielle goder.
Jesus talte om det sande brød, det som virkelig kan mætte sjælen: ”Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden."
Og Jesus sagde: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” Alt det vi længes efter: lykke, tryghed, kærlighed, mening og fællesskab, det får vi af Gud gennem troen på Jesus Kristus.

Om lidt skal vi fejre nadver sammen. Vi kan gå til alters og bede Gud, om at mætte den sult, vi mærker i vores indre. I nadveren giver Jesus os sig selv i brødet og vinen. Han er livets brød, som gør at vi ikke skal sulte.

Til slut vil jeg fortæller jer lidt om min mormor. I min barndom og ungdom var vi ofte på weekend hos hende i Sønderborg.
Når sengetiden nærmede sig fandt min mormor ofte et lille smykkeskrin frem. Nede i skrinet lå en masse små hvide papstykker, og jeg skulle tage et af dem. De blev kaldt mannakorn og på hver af dem stod en henvisning til et sted i Bibelen, som vi slog op på og læste.
Jeg forstod vist ikke altid hvad der stod, men jeg ved i dag at det altid var ord til trøst eller opmuntring. Ord, som på en eller anden måde, kom som manna fra himlen, til sultne hjerter. Amen.

Del dette: