#tænkselv

01.07.2016

Ateistisk selskab har for nylig kørt en reklamekampagne på busserne i København og Århus med spørgsmål, som skulle sætte tankerne i gang: “Hvorfor tro på en gud?”, “Hvorfor koster tro noget?” og “Talte Jesus og Mohammed med en gud?”

Ateistisk selskab vil ifølge deres hjemmeside: ”mindske religionernes indflydelse på samfundets udvikling.” Det indbefatter at få adskilt stat og kirke i Danmark. Reklamerne har derfor - med #tænkselv - henvist til en vejledning i, hvordan man melder sig ud af Folkekirken, og kampagnen har medført en stigning i antallet af udmeldelser den seneste tid.

Det har selvfølgelig skabt en hel del debat! Min mening er, at det er rigtigt godt at få mennesker til at tænke over nogle af livets store spørgsmål. Jeg tror næppe at nogen bliver ateister på grund af en busreklame. Jeg synes i øvrigt heller ikke, at det er et mål for Folkekirken at holde på medlemmer, som opfatter sig selv som ateister.

Reklamekampagnen på busserne indeholder kun spørgsmål og ingen svar. Jeg vil gerne give mine bud:

1. Hvorfor tro på en Gud? Der kan fremdrages mange eksempler fra verdenshistorien på, at religion har været årsag til krig og ondskab. Dog må man samtidig sige at meget af det, som vi bekender os til, er udsprunget af den kristne tro: hospitalsvæsenet, menneskerettighederne, velfærdssamfundet, demokratiet osv. I øvrigt er det kun en ateist som kan spørge ”Hvorfor tro på en Gud?” Den som tror på Gud, kan slet ikke lade være.

2. “Hvorfor koster tro noget?” Spørgsmålet er, for mig at se, irrelevant i forhold til Folkekirken: At tro koster ikke noget! Man kan sagtens være et troende menneske uden at være betalende medlem. Kirkeskatten er valgfri, men for mig at se godt givet ud. Kirken skaber fællesskab for mennesker i vores lokalsamfund, også for de syge, gamle og marginaliserede. Kirken hjælper med at gøre livets store øjeblikke smukke, de glade og de sørgmodige. Kirken vedligeholder vores uvurderlige historiske bygninger og de uundværlige kirkegårde. Kirken forkynder at ethvert menneske har værdi som skabt af Gud, og at vi derfor skal leve i næstekærlighed. Uden det budskab ville verden ikke være den samme.

3. “Talte Jesus og Mohammed med en gud?” Som kristen teolog vil jeg nøjes med at forholde mig til den første del. Ifølge Bibelen talte Jesus med sin himmelske far, men ikke nok med det: Jesus sagde at han selv var Guds søn. Det er ikke let at bevise hverken at han talte sandt eller falsk. Men det er tankevækkende at Jesus ikke fik nogen som helst gevinst ud af det selv: Han fik hverken magt, penge eller sex; og han var villig til at gå i døden. De mennesker som fulgte Jesus fik samme skæbne: et liv i fattigdom, forhånelse og endte med at dø fordi de ikke ville afsværge troen. Hvis Jesus virkelig talte med Gud i himlen, må hans budskab være verdens vigtigste. Læs selv i Bibelen eller kom i kirke og hør – og tænk selv!

Del dette:


Særlige begivenheder

BegivenhedDato

Jazz-gudstjeneste

Jazzgudstjeneste Denne gang er det orkesteret CNS Quartet fra Herlev ved København, …

31. mar 14:00
15:00
31. mar 14:00 -
15:00

Palmesøndag

Minikonfirmanderne deltager med et lille påskespil.    

14. apr 10:30
11:30
14. apr 10:30 -
11:30