Du er her: 

”Gode oplevelser med kirken”

Af: Sognepræst Peter Heini Glistrup
Dorte Simonsen bor på Rosenvænget med kæresten Torben og sine piger Mille og Sofie. Hun har været kirkesanger ved Bevtoft kirke i en årrække. Sognepræst Peter Heini Glistrup har stillet Dorte nogle spørgsmål om hendes arbejde.

Hvorfor og hvordan blev du kirkesanger?

Efter at have sunget i pigekor mange år i Vojens Kirke, blev jeg i en periode afløser for kirkesangeren derinde. Syntes det var rigtigt spændende. Her var der flere der opfordrede mig til at starte på kirkesanger-uddannelsen. Så det skulle da have en chance, så jeg kom til optagelsesprøve på Løgumkloster Kirkemusikskole, hvor jeg kom ind i 1999. Her fik jeg så undervisning i solosang, klaver, hørelære, gudstjenestelære og korsang. I 2002 bestod jeg eksamen. Herefter har jeg været på efteruddannelse en del gange, og har udvidet med babysalmesang.

 

Hvad kan du særligt godt lide ved at være kirkesanger?

At synge i kirken, som er et fantastisk rum at synge i. Kirkens traditioner og dens salmer. Og så nyder jeg de små snakke med alle der kommer i kirken. Og så er det jo en glæde at komme på arbejde når man har så super gode kollegaer.

 

Hvordan lærer man at synge godt?

Øvelse, øvelse og masser af øvelse og en god sanglærer, så man lærer at bruge sin stemme rigtigt. Der skal ikke mange dårlige vaner til, før man kan slide hårdt på stemmen, som jo er sangerens instrument. Et instrument, som ikke kan skiftes ud, så vi skal passe godt på det.

 

Du står for kirkens børnekor. Hvad er formålet med at lave kor for børn?

At få børnene med i kirken, så de kan få nogle sjove og gode oplevelser med kirken. Og så bliver man jo glad af at synge, og at høre børn synge.

 

Har du selv en yndlingssalme?

"Blomstre som en rosengård". Er vokset op med den salme, som også var en salme som både min mor og mormor var meget glade for. Og så er jeg meget glad for Barnekows meget romantiske melodier.

 

Du tilbyder at synge en solosang ved bryllupper eller begravelser. Hvordan forbereder du dig til det?

Personligt og mentalt, er der stor forskel på om jeg synger til bryllup eller begravelse. Men det vigtigste for mig, er at dem der ønsker soloen, bliver tilfredse og får en god oplevelse. Jeg bruger meget tid på at gå teksten igennem, så jeg kan få alle detaljer med, og det rigtige udtryk i sangen. En solo til et bryllup er jo stort set altid en glad sang, som betyder noget for brudeparret. Her er det glæde og glade folk, og så det er nemmere, end når jeg synger til begravelser, hvor jeg godt kan blive berørt af sorgen. Her er det, at jeg koncentrerer mig og tænker, at det er vigtigt at de pårørende får en god afsked.

Del dette: