Du er her: 

Nyt fra menighedsrådet, november 2014

Af: Menighedsrådsformand Niels Møller Jessen

Vi er midt i den mørkeste tid af året og dog er den fyldt med lys. Vi forbereder julens højtid og har allerede været i gang længe. Når vi starter så tidligt med juleforberedelserne kan det ske, at vi næsten kører så fast i juleræset, at vi kun når til anden juledag før juletræet smides ud. Det er skidt, for julen starter egentlig først juleaften med budskabet om det lille Jesusbarns fødsel, og så er tanken, at man skal bruge tiden helt frem mod helligtrekonger til at glædes over denne store begivenhed, som er årsagen til, at vi fejrer jul.

Der er dog et sted vi har haft lidt svært ved, at få ordentlig lys og det er på kirkens parkerings plads. Det håber jeg, at vi har fået noget gjort ved inden juleaftens gudstjenesten som i år er kl 16, hvor det er rigtigt mørkt.

Et andet sted, der gerne her i efteråret og vinter skal ske store ting er ude i skoven. Hede Danmark har fældet træerne i de to områder hvor "Bodil" rasede sidste efterår. Noget er blevet brugt til gavntræ og resten fliset til varme. Der vil så blive genplantet med forskellige træsorter, så snart vil der igen kunne ses en opvoksende bynær skov.

I præstegården har vi udarbejdet en vedligeholdelsesplan for, at vi kan holde den i en præsentabel og funktionel stand, til glæde for alle der bor og kommer i den. Vi har i fællesskab aftalt, at det nu er køkkenets tur til at få en renovering og i skrivende stund indhentes der tilbud hos køkkenfirmaer og vi forventer, at være i gang senest til foråret. Planerne er med på provstiets prioritetsliste og vi vil opnå økonomisk støtte hertil.  Der er desuden et par vinduer især i syd gavlen som er tjenlige til renovering eller udskiftning.

Det er menighedsrådets ønske, at vi også i det nye ubrugte kirkeår må ses og mødes omkring mange gode arrangementer og kirkelige handlinger. Velkommen til et nyt kirkeår ved Bevtoft Kirke!

 

 

Del dette: